Erik Elgaards Sygeplejerskepris
Erik Elgaard Sørensen blev uddannet sygeplejerske i 1983 og var i en lang årrække ansat på det daværende Aalborg Sygehus og siden Aalborg Universitetshospital. Efter mange år i det kliniske felt blev Erik underviser på sygeplejerskeuddannelsen efterfulgt af kandidatuddannelse, forsker-uddannelse, post doc forløb, lektorstilling, forskningsleder og professor i klinisk sygepleje ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.
Erik brændte for sygeplejen - for syge og sårbare mennesker og deres pårørende, og for til stadighed at bidrage til at forbedre pleje og behandling. Erik helligede sit lange arbejdsliv både som klinisk sygeplejerske, underviser og forsker til at sikre, at sygeplejefaget i højere grad skulle tage afsæt i den basale sygepleje. Erik var optaget af, at sygepleje må fokusere på identifikation af patientens behov for pleje og hjælpe med de opgaver, som er relateret hertil og ikke lade sig styre eller forblænde af tidens teknologi og hurtige løsninger. Erik udtalte: ”Hver dag, verden over, bliver der ydet fremragende sygepleje. Men i takt med den sundhedsteknologiske udvikling og øgede specialisering ser vi en tendens til, at systemerne i stigende grad omdanner sygepleje til et fag, der fokuserer på løsning af specialiserede opgaver frem for på udøvelse af situationsorienteret og individualiseret sygepleje”.
Med baggrund i Virginia Hendersons arbejde samt begrebsrammen Fundamentals of Care var Erik Elgaard Sørensen af den opfattelse, at sygepleje handler om: ”At assistere det enkelte menneske, syg eller rask, i at udføre de aktiviteter/handlinger/opgaver, der hjælper ham til øget sundhed, velvære, rehabilitering eller en fredfyldt død. Aktiviteter eller handlinger, som den enkelte selv gerne havde udført, såfremt den nødvendige styrke, vilje eller viden havde været til stede”. Prisen tildeles derfor til en nordjysk sygeplejerske, der har bidraget til at udvikle og højne sygeplejefagligheden i klinisk praksis ved:
- At udvikle og forbedre plejeforløb for og sammen med patienter
- At synliggøre og anvende selvstændige basale sygeplejekompetencer systematisk i pleje og behandling
- At udvikle og systematisere samarbejdet med patienter/borgere/familie og pårørende
- At udbrede sygepleje af høj faglig kvalitet til kolleger, andre sygeplejersker og det omgivende samfund
- At tydeligt formidle sygeplejens værdi for samfundet og for patienter/borgere og familier
Prisen, der er på 5.000 kr., blev uddelt første gang på Sygeplejesymposiet 2021. Prisen uddeles hvert andet år til Sygeplejesymposiet.